Demoktati:

Hvem skal beskyttes: Individet mod systemet – eller omvendt?

 

Til forræderiets teori
Af Hans Magnus Enzensberger

‘

Oversat af Mikael Hertig Januar 2024
© Hans Magnus Enzensberger, Suhrkamp Verlag 1963 og 1974

© Oversættelse til Dansk Mikael Hertig 2023./24

Forord

Da Hans Magnus Enzensbergers¹ bog “Politik und Verbrechen” udkom i 1963 bestående af ni essays, var flere af dem allerede udgivet andetsteds på forhånd. De otte første essays er fortællinger, hvor de dunkle sammenhænge mellem et regime og dets forbrydelser udrulles. Det niende er tænkt som en mere abstrakt opsummering, en reflekterende og undrende konklusion.

Denne oversættelse handler om det niende essay. “Zur Theorie des Varrats”².

Bogen udkom i 1964, fint oversat af henholdsvis Per Øhrgaard (de første otte essays) og Mogen Boisens (det sidste essay, der samtidig også blev udgivet i tidsskriftet Vindrosen).

Jeg henvendte mig i sommeren 2023 til Suhrkamp Verlag i Frankfurt for at foreslå en ny oversættelse af det sidste essay, “Zur Theorie des Verrats“. Begrundelsen for henvendelsen var, at jeg gennem min oversættelse ville gøre sproget lidt lettere tilgængeligt og mere nutidigt.
Jeg fik det venlige svar tilbage, at det syntes de for så vidt var en god idé. Samtidig understregede forlaget, at hvis der udelukkende ville blive tale om en elektronisk, ikke en trykt udgivelse, ville der i der ikke være tale om noget ophavsretligt problem.

Der er flere grunde til, at en ny oversættelse er passende. Sproget har ændret sig, og der er brug for et tillæg om brugen af betegnelsen “terror“, både i dansk lov og i de igangværende konflikter rundt om på kloden.

Det kan måske undre, at Enzensberger ikke kom ind på det tema. Det skyldes den senere udvikling, for den nuværende måde at bruge termen “terror” på kom først til for alvor i brug  efter intifadaen i 1987 og angrebet på tvillingtårnene  9/11 2001. Min indledning indeholder et fyldigt afsnit om “terror” i dansk og vestlig strafferet.

E-bogs- og pdf-formaterne indebærer den fordel, at links kan aktiveres direkte, og at der meningsfyldt kan skelnes mellem fodnoter og slutnoter.

 

 

Indledning

ved Mikael Hertig 2024

 

 

Magt korrumperer. Magthavere vil beskytte deres position med næsten alle til rådighed stående midler. Sådan var det under feudal- og enevælde, og sådan vil det muligvis altid være. Med de såkaldt frie forfatningerts magtadskillelseslære skulle der være tilkommet en beskyttelsesmekanisme mod myndighedernes skalten og valten med det enkelte individ efter forgodtbefindende. Med overgangen til frie forfatninger og konstitutionelt styre skulle der opnås en større retfærdighed.

Alle lande med skriftsprog og noget, der ligner pengevæsen, har domstole. Traditionel strafferet (sædvaneret) har regler, der forbyder traditionelle lovovertrædelser. Drab, vold og tyveri straffes efter gældende regler. Forræderi derimod handler om straf eller ekstra straf for at gøre oprør mod det eksisterende regime, uanset om det er Hitlers naziregime eller demokratisk.

Straf or oprør, forberedelse til oprør, sammensværgelser, og brud på hemmeligholdelsesregler skulle man tro skulle stride mod i det mindste en del af demokratiets fundamentale spilleregler, alt efter kontekst.

Enzensberger undrer sig over disse herskernes selvbeskyttelsesreglers fortsatte eksistens og deres karakter.

Hvad har de at gøre i dag? Hvori består deres mystiske karakter? Kan de afmystificeres, afskaffes eller reduceres, og hvorfor ikke?

På rent dansk grund ser vi politiske skandaler og sager, der har klar berøring med Enzensbergers essay fra 1964. Helt oplagt er de nu opgivne retsssager omkring det samlede danske efterretningsvæsen mod bl.a. Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen. På samme måde må man også se på retssagen mod Samsam, og Enzensbergers analyse lægger op til et helt andet syn på dem.

 

Man kan undre sig over, at Enzensberger ikke inddrog forbrydelser med “terror”-karakter i sin analyse. Men den nuværende måde at bruge terrorbegrebet på i national ret er af nyere dato, og den genfindes kun yderst sporadisk i folkeret og international lov.

De nuværende danske sigtelser (vinter 2023/24) mod herværende borgere for at sympatisere med terrorbevægelser hører afgjort til som holdningsforbrydelser kort efter et ret omfattende diskussion om forbud mod nedværdigende behandling af hellige skrifter. Kernen i diskussionen om den lovgivning var indgreb i ytringsfriheden. Tilstedeværelsen af regler, der forbyder sympati med politiske “terrorbevægelser” har ikke givet anledning til anfægtelser i den anledning. Tværtimod er alle, som Enzensberger tørt konstaterer, enige om, at forræderi³ og tanker om forræderi skal være strafbart.

Sådan har det været siden romerrettens tolvtavlelov. Giver det nogen mening i et demokrati? Er det nødvendigt, og i givet fald i hvilken udstrækning? Det er den diskussion, Enzensbergers artikel åbner plads til. På samme måde åbner han også for en diskussion om hemmeligheder og brud på dem.

Tags: forræderi, polvending, tolvtavleloven, majestætsfornærmelse, projektion, herskertabu, loyalitet, Montesqieu,
holdningsforbrydelse, paranoia, projektion, statshemmelighed, revolution, Dreyfus, Goebbels, terror.

Til forræderiets teori

“Vore love er ikke almindeligt kendte. De holdes som hemmeligheder for den lille gruppe af adel, der styrer os… Det er en tradition, at de eksisterer og er betroet adelen som hemmeligheder. Det er mere end en gammel tradition, og de er troværdige på grund af deres alder. De er ikke kendte og kan ikke være det, fordi karakteren af disse love også kræver, at deres eksistens hemmeligholdes.”

Franz Kafka: https://de.wikisource.org/wiki/Zur_Frage_der_Gesetze.

1 Forræderne er de andre.

 

Ingen ønsker at være forræder. Uanset, hvem lovgiveren er, uanset i hvilke samfundsmæssige vilkår de fleste lever under, er næsten alle overbevist om, at de ikke fortjener den betegnelse. Lige så fast er troen på, at der findes forrædere, og at disse fortjener den strengeste straf. Måske bør de helst straffes med døden; i hvert fald bør de straffes med den hårdeste straf, lovgivningen tillader.

2 Enhver som forræder.

Denne overbevisning er værd at bemærke. Den står i åbenbar modsætning. til de historiske erfaringer, som enhver kan indsamle i sin levetid. Spørger man om, hvad forræderiets væsen egentlig er, kan næppe nogen af de overbeviste svare på det.

Hvis vi for øjeblikket er styret af den retspraksis, der har været gældende de fra 1934 til1964, i hvert fald på det europæiske kontinent, er der ingen tvivl om, at næsten enhver indbygger på et tidspunkt i sit liv i statsmagtens øjne har været en forræder. Stiller man spørgsmålet om, hvad forræderi er eller bør være, vil næppe nogen af de overbeviste formå at kunne svare på det. Men ved siden af det kan vedkommende orientere sig foreløbigt om periodens faktiske retspraksis på det europæiske kontinent.
Næsten hver eneste indbygger på dette fastland har på et tidspunkt været forræder i statsmagtens øjne. Ganske vist er ikke alle disse forræderier blevet opdaget, retsforfulgt eller straffet. Det ville have været for høj en pris at affolke vores verdensdel.

 

3 Forræderiets uundgåelighed.

 

 

At godkende beviser tager sig ud som en så almindelig kendt, overflødig fremgangsmåde, som alle og enhver umiddelbart kan bifalde. At fastslå, at alle og enhver kan være forræder, rækker dog ikke. Det er tilmed afgørende for begrebets logik, at enhver under visse betingelser må kunne dømmes for forræderi. Blandt forrædere (her menes altid i den teknisk-juridiske betydning af ordet) bestod eksempelvis de samlede befolkninger i Norge, Holland, Frankrig, Grækenland og Jugoslavien under den tyske besættelse af disse lande. Uanset hvilken regering den pågældende holdt med, ville der samtidig være en anden, i hvis øjne han begik forræderi. Lignende spejlede tvangssituationer så vi i alle de delte lande, eksempelvis siden 1948 i Tyskland.

 

4 Forræderiets dialektik.

 

 

Enhver radikal ændring i herskerforholdet gør millioner af mennesker til forrædere, set ud fra de tidligere magtforholds synspunkt. Fremgangsmåden, kan kaldes en juridisk polvending⁴ Den, der ikke før var forræder, bliver nu potentiel forræder, og omvendt. Kun skiftet fra den hidtil opretholdte umiddelbare position i form af en lynhurtige tilpasning til den nu nødvendige kan beskytte den enkelte mod denne forandring. Den, som ikke vil gå for at være forræder, må med det samme forråde sin hidtidige position.

Den 8. marts 1943 blev den femoghalvfjerdsårige pensionist Wilhelm Lehmann i Berlin dømt til døden i Berlin for at have planlagt højforræderi. Han havde på en toiletvæg skrevet:: “Hitler, du massemorder, du skal myrdes.” Ti år senere ville det have i nærheden af en forræderisk handling, hvis man havde udtrykt det modsatte.

En polvending i modsat retning skete i Spanien. Margaret Boveri⁵ fortæller, at ordet “loyalist” fra 1936 til 1945 havde betegnet “republikanere”, mens det i 1964 i USA blev vendt til at betegne tilhængere af Francoⁱ. En tilsvarende polvending gælder naturligvis også begrebet forræderi. Tilsvarende eksempler findes der nok af. De forskellige faser af Algeriets konflikt har på et tidspunkt mellem 1954 og 1962 formelt gjort enhver til forræder. Det samme gælder indbyggere i alle afrikanske og asiatiske lande, som med vold har befriet sig fra kolonialismen, for ikke at fortie Sovjetunionens historie under stalinismen.

5 Fra romertiden

 

 

Under disse omstændigheder kan det undre, at man overhovedet kan hævde forræderiets gerningsindhold som juridisk praksis.

Hvad der stikker under, er der næppe nogen, der ved, mindst af alt den mest voldelige og den mest ivrige til at opfordre til forfølgelse. Selv de professionelle jurister er ikke i stand til at opklare sagen sagligt. De indskrænker sig til den mest formelle udlægning af de mest entydige lovtekster.

 

I påfaldende modsætning til denne almindelige rådvildhed står den uhæmmede ophidselse over forræderen sammen med den uindskrænkede beslutsomhed til at pålægge ham de strengeste sanktioner. Forestillingen om forræderiets strafbarhed er så indgroet, at den ikke kan rystes af nogen historisk erfaring. Den er så irrationel, at den ser ud til at være hævet over enhver bevisførelse og enhver tvivl. Forestillingen beror på den langvarige tradition, og de romerretlige⁶ rødder. I virkeligheden havde Europas ældste retskodeks, den romerske 12-tavlelov⁷, allerede en forræderi-bestemmelse, perduellio ⁸. Den højeste retsinstans i Rom var en specialdomstol, der kun havde til opgave at pådømme forræderi ( duumviri perduellionis )]

6 Forræderi som majestætsfornærmelse (Laesa maiestatis)

 

Den romerretlige kerne i 12-tavlelovens bestemmelse.
Lovovertrædelsens mystiske kerne er formørket i Tolvtavleloven, som det er tilfældet under alle republikanske, endsige demokratiske, forfatninger. I kejsertiden og romerretten fremstår den som ny.

Forræderi hedder fortsat crimea maiestatis (se artikel) eller laesa maiestatis. en terminologi, der er blevet videreført i hele den europæiske retshistorie. Den engelske Treason Act fra 1351⁹, der fortsat gælder, betragter det som højforræderi “to compass or imagine the death of the King, the Queen or their eldest son or heir” dvs “at forberede eller forestille sig drab på kongen, dronningen eller deres ældste søn eller arving“.

Tilsvarende bestemmelser genfindes i alle europæiske monarkier, således også i §§ 80 og 81 i den første tyske straffelov, som hjemler dødsstraf mod kejseren eller fyrsten til den, der truer dem med mord eller mordforsøg. Laesa Maiestatis lever videre i det nittende århundrede som majestætsfornærmelse. Slægtskabet mellem majestætsfornærmelse og forræderiske handlinger er klart, og skelnen mellem dem fremgår af processen i 1872 mod den tyske socialistleder August Bebel¹⁰.

 

I Vesttysklands lovgivning var mord på statsoverhovedet rykket i baggrunden som forræderi¹¹. Alligevel savnes bestemmelsen ikke i nogen lovgivning. Den må ikke fejle, for den udgør forræderiets grundtanke. Det tyske ord “verraten” har, efter oplysning fra (andre) tyske etymologiske ordbøger grundbetydningen: “at træffe en beslutning om at ødelægge nogen”.¹² Denne nogen er ingen anden end indehaveren af magten.

7 Herskertabuet og dets dobbelte betydning

 

 

Forræderiets romerske og irrationelle kerne er et magisk forbud, hvis oprindelse må søges hinsides al anden skreven ret og som må karakteriseres som herskertabuet¹³. Overtrædelsen af dette tabu kommer meget tydeligt til udtryk i det romerske ord for forræderiⁱⁱ, laesa¹⁴.

Tabuet er genkendeligt som et berøringsforbud. Bestemmelsen beskytter en person, som ikke må antastes. Vedkommende er beskyttet mod enhver aggression. Men tabuets egentlige funktion ligger dog i dets dobbelte betydning. Herskertabuet beskytter ikke kun herskeren mod de beherskede, men lige så meget de beherskede mod herskeren.

“He must not only be guarded, he must also be guarded “against” “ (Frazer J G: “the Golden Bough Part II, Taboo and the Perils of the Soul”, 3 ed. London 1911, p 192ⁱⁱⁱ.

Dette dobbelte formål operationaliseres gennem et yderst indviklet system af forskrifter. Deres fuldkomne symmetri og gensidighed er beundringsværdig.

Tabuet er rask væk magthaverens betingelse og mulighed for at kunne udøve magt. Det beviser de ekstremt hårde straffe, der følger med. Det alene indestår for herskerens sikkerhed såvel de beherskede. Den neutraliserer dødstruslen både for den ene og den anden side.

Den egentlige substans i herskerens magt menes at være hans mana, en magisk “urkraft”, der etablerer tabuet og gør berøring farlig. Manaen giver ligesom en transformator mulighed for gradueringer og dermed formidling mellem magthaveren og de befolkningen.
På den måde kan en underordnet eller rådgiver med mindre mana uden risiko berøre herskeren og på sin side berøre sine egne undergivne. Denne forestilling åbner mulighed for dannelse af hierarkier. Det er karakteristisk ved tabuet er endelig også dets overførbarhed. På sin vis kan det spredes af sig selv.
Hvad en hersker har berørt, bliver tabu, set fra hans side. Her gælder princippet om sammenhæng. Det er et særkende for magisk tænkning generelt. Freud har henvist til ligheden med association. For forræderiet er dette princip forblevet bestemmende. Det handler om “skyld ved association” (guilt by association), og vi møder den fortsat i juridisk sprogbrug, når det angår forræderi.
Men jo mere herskeren befæster sin position som hellig, des mere svækkes gensidigheden, som så ikke længere kan påkaldes. Erosionen bliver stadigt kraftigere. Denne proces kan detaljeret eftervises i lovgivningen. Fra nu af retter forræderiet sig mod de regerede, mens herskerne er dem, forræderi-bestemmelserne beskytter.

8. Forræderi som helligbrøde

 

Tilkomsten af ikke-kultisk religion¹⁵ ændrede relationen mellem magthaver og folk. Mellem guder og konger havde der bestået et særligt forhold, hvor de beherskede ikke deltager. Indvielsen træder i stedet for manaen, urkaften. Magten selv bliver sakral, hellig. At volde skade på magten nærmer sig helligbrøde.

Allerede i kejsertidens Rom var forræderi og helligbrøde to sider af en og samme sag. De blev kaldt laesa maiestas og laesa maiestas divina. I stedet for krænkelsen af det religiøse tabu, som hævner sig selv som erkendt synd, indtræder den sekulære magts forfølgelse. Enevældens herskermagt og guddommelighed forenes, så forræderi og kætteri klasker sammen til ét og det samme. I romerretten gjaldt bekendelse til kristendom på et tidspunkt som majestætsforbrydelse (crimen maiestatis), det vil sige som forræderi. En sindsstemning er altså tilstrækkelig til at påføre den kejserlige majestæt skade.

Denne udviklings rækkevidde ligger på den flade hånd. Herskertabuet bygger på dobbeltbetydningen; men helliggørelsen af magten bringer dets eneposition i fare. En rest heraf forbliver altid tilbage, indlejret i loyalitetsbegrebet. Enten beror den på gensidighed, eller slet ikke. Det kommer institutionelt til udtryk i edsaflæggelsen. Den giver kun mening, når den er gensidig¹⁶. Ved sådanne forbindelser, som har overlevet i lange tider gennem feudale systemer, påkalder feudalherren sig tabuets dobbelt-betydning.

Feudalherren er til enhver tid i lige så høj grad i stand til at begå forræderi som sin vasal; han er teoretisk set underlagt de samme sanktioner som sin vasal, hvis han bryder sin ed. En tilbagevenden til den tidligere tilstand kan man knap nok juridisk forestille sig, om end den teoretisk kan tænkes. Romerrettens tabu, som bygger på forræderiet som begreb, bliver til et redskab for herskeren.

 

9 Tabuets udflydende karakter og dets videre udbredelse

 

 

“En regering behøver kun at lade det stå uklart, hvad forræderi er, og den bliver til et despoti.”^iv. Tager man Montesqieus¹⁷ observation på ordet, så finder man næppe nogen regering, som er fri for despotiske træk. Forræderi har fra begyndelsen en indlejret tendens til at blive spredt ud. Tabu-karakteren gør forræderiforbudet effektivt. Samtidig giver det mulighed for at udvide den hidtidige lovovertrædelse efter forgodtbefindende gennem analogier. Den udflydende karakter er ikke nogen tilfældighed. Tværtimod udgør den netop forræderitabuets anvendelighed i styrets tjeneste. Selv i romerretten var tabuets kerne forbuddet mod at dræbe herskeren, så overgroet af sekundære og tertiære forseelser, at sammenhængen til det blev næsten usynlig.

På Justinians¹⁸ tid omfattede forræderi ikke kun alle lovovertrædelser mod det romerske folks sikkerhed og ære, men også desertering, kritik af tronfølgen, besættelse af offentlige steder, befrielse af fanger, forfalskning af offentlige dokumenter og ulovlige edsaflæggelser; forsæt alene rakte til straf. Forrædere blev halshugget.

Den olielækageagtige spredning af lovovertrædelserne førte i sidste ende til, at juristerne næsten undlod at kodificere, hvad der ikke var forræderi. Ikke-forræderi var: Den, som restaurerede en forvitret kejserstatue; den, som omsmeltede en ikke-indviet statue af metal; den, som forsætligt smed en sten efter en sådan statue. Mere graverende var forræderi som holdningsforbrydelse¹⁹. ‘Holdningsforbrydelse‘ bredte sig ud over hele Europa og har ført til monstrøse resultater allerede i senmiddelalderen og renæssancen.

Henrik VIII af England havde for eksempel to døtre, der hver især kunne gøre krav på tronen. Følgende gjorde sig skyldige i forræderi: ifølge en lov af 1534, hvem der tvivlede på Marys krav eller anså Elizabeths krav for at være legitimt, ifølge en lov af 1536, hvem der repræsenterede et af disse krav; Endelig, ifølge en lov fra 1543, hævder enhver, der tvivlede på en af disse.

Forræderi-tabuet bliver her håndhævet på gennemført på helt igennem moderne vis: Herskeren definerede vilkårligt og ensidigt, hvem der skal betragtes som forræder. Det modsvarer ganske nøjagtigt til de nuværende magthaveres fremgangsmåde. De fastslår lige så vilkårligt hvilke afvigelser fra den officielle doktrin, der skal gælde som forræderi. Forræderiet bliver så at sige påtvunget forræderen uden nogen handling fra hans side.

Den udpegede bliver til en “objektiv fjende”, som det hedder på stalinismens sprog. Kredsen af disse objektive forrædere kan ikke kun udvides grænseløst gennem nye definitioner af forbrydelsen. Den udvider sig gennem videre udstrækning af tabuprincippet af sig selv .Som “uantagelig, som en security risk, som potentielle forrædere gælder ikke kun forræderes slægtninge, venner og bekendte, men også alle, der har kendskab til en dømt forræders dom eller som formoder det og ikke er gået imod. Forbrydelsens magiske smittekarakter afsløres i udtrykket “kontaktperson” [sympatisør?]

Tabuets funktion som magthaverens instrument og ikke som nødvendig følgesvend eller degenerationsfænomen. ligger deri, at enhver person og enhver handling kan udnævnes som forræderisk.

10 Paranoid struktur.

 

 

Straffenes bestialitet udtrykker, i hvilket omfang herskerne føler deres magt truet: Spredningen af forræderidomme fra at rive den levende forræders tarme ud, skære dem ud i fire stykker var almindeligt i den kristne middelalder, Men også sproglige omskrivninger som “særbehandling²⁰” i koncentrationslejrene²¹, udtrykker i hvilket omfang herskerne ser deres magt truet²².

Jo mere gensidigheden i det gamle tabu svinder, desto færre kan føle sig sikre. Fordi enhver handling fra en af disse undersåtter virker truende for dem, reagerer de med en modtrussel om at straffe enhver handling, ja en hvilken som helst følelse, som forræderi. Man kan ikke forudsætte loyalitet i de tilfælde, hvor den er fremmed for herskerne. Magthaveren føler sig hele forfulgt og udleder deraf, at han må retfærdiggøre sin forfølgelse af andre. Konsekvensen er en circulus vitiosus, et cirkelbevis.

Dette skema, denne forræderiets struktur og dets bekæmpelse udviser, der er kendt fra psykiatrien: paranoia .

Et klassisk vidnesbyrd om denne tilstand leverer den arabiske lærde Batuta fra sit ophold i ved hoffet hos Sultanen i Delhi, Muhammed Tughlak. Han gengiver følgende argumentation:

“I dag er der flere dårligere og opsætsige mennesker. Jeg straffer dem på den blotte mistanke eller formodning om deres rebelske og forræderiske hensigt, og jeg straffer den mindste anelse om ulydighed med døden. Det vil jeg blive ved med at gøre, til jeg dør, eller indtil folk opfører sig anstændigt og opgiver oprør og ulydighed…Jeg straffer de folk, fordi de alle på samme tid er mine fjender og modstandere”.

 

Efter paranoiaens logik er ingen uskyldige, kun de, som endnu ikke er blevet overført til forræderkategorien endnu, altså maskerede forrædere. Overalt lugter de maskerede forræderes sammensværgelser. Det handler kun om “at afsløre dem, at rive maskerne af“. Det er sproget i Hitlers “Völkischer Beobachter”. det er sproget i nutidens kinesiske presse overfor antikommunismen.

Til bekæmpelse af henholdsvis det paranoide “verdenssammensværgelses-” vrangforestillingssystem er modsammensværgelse nødvendig. Et tilrettelagt spejlet system kommer til syne.overalt, hvor forræderitabuet bliver herskerinstrument. Et organiseret spionvæsen træder alle vegne, hvor forrædderi bruges som herskerinstrument. I Tiberius’ tid fremkom der en sand forretning af professionelle meddelere , “delator²³” . Det svarer til vore dages hemmelige politi. Det bliver den centrale politiske instans, som på den måde kan nå de fastsatte antal forekomster for registrering af mulige forrædere.

11 Projektion

 

 

En sådan forståelse af ‘forræderi’ imødegår den indvending, at den skulle være eftergivende overfor fjenderollen. I virkeligheden optræder den tilknyttede fjende i de retsforskrifter, der er relateret til forræderi, som den interesserede tredjemand, som har fordel af forbrydelsen; ja, man kan sige, at henvisningen til den tilknyttede, ydre modstander er nødvendig i  lovgivningen. Det ske, uden at der tages noget hensyn til sandsynlighed.

Således ansås enhver handling, som vendte sig mod regeringens apartheidpolitik i Den Sydafrikanske Union²⁴ før afskaffelsen af apartheid, for højforræderi. Denne bandlysning begrundes med henvisning til Sovjetunionen. Ideen med denne kobling er, at sådant højforræderi skulle tjene USSRs interesser.

 

På sin side fortolkede Stalins regime enhver oppositionel handling som forræderi til fordel for de kapitalistiske magter. På samme måde udgjorde den tyske dolkestødslegende efter første verdenskrig den psykologiske forudsætning for forræderiprocesserne mod weimarrepublikken.²⁵

 

Da der til enhver kritisk følelsesmæssig ytring altid kunne findes en leende tredje vrimlede det i et hvilket som helst land med håndlangere. Det er paranoiaens logik.

Den psykologiske mekanisme, der virker her, hedder projektion. De uløste konflikter mellem magthaveren og den befolkningen sendes videre til en ydre fjende. Styrets indre trusler mod flyttes udenfor. Uden denne projektion ville forræderitabuet bryde sammen. Så snart dette gennemskues, fremgår det, at den forbandede ydre fjende ikke er anden end styrets indre selv. Frygtet og under forræderi-fordømmelsen står magthaverens indre modsigelser tilbage. Det er trusler, der kommer fra magthaveren selv. Højforræderi er ikke andet end det juridiske udtryk for revolution.

 

12 Revolution og forræderi.

 

Forræderi-tabuets magiske tendens til spredning når også dem, der bryder det. Historien om den revolutionære konspiration spreder sine frø overalt. Den ed, hvormed herskeren ønsker at beskytte sig mod forræderi, svarer til den ed, som konspiratorerne aflægger. Endnu mere ubarmhjertig end sin egentlige fjende bekæmper die revolutionære organisationer forrædere i egne rækker.

Dermed overføres den gamle ordens paranoide struktur til den nye, endnu før den har sat sig igennem²⁶. Fremragende eksempler ses i Netschajew s og de socialrevolutionæres sammensværgelse i zarens Rusland. Den strukturelle lighed med modstanderen, dvs. med det hemmeligt politi, er slående. Den muliggjorde et dobbeltspil som Asews, der netop derfor ikke blev genkendt, mens de kontrarevolutionæres fremtrædelsesform og metodik lignede dens til forveksling.

13 Nye forræderi-tabuer

Efter revolutionens sejr bliver præstationerne mod det ancien régime sikret på samme måde som det gamle regime tidligere havde gjort det imod revolutionen. Forræderi-tabuet bliver altså kun polvendt, ikke lagt til side.

 

Derved forsvinder dog imidlertid den centrale figur, som det indtil nu var baseret på: Den enevældige herskers suveræne tabu. Den suveræne herskers Mana forvandles til abstrakte “værdier”, “goder”, doktriner og til det anonyme statsapparats forvaltere. En enorm udvidelse af det potentielt strafbare forræderområde bliver konsekvensen. Tabuets tidligere sekundære aspekter træder i forgrunden: For eksempel nationalstatens territoriale integritet²⁷.

Fuldstændig nye berøringsforbud træder til. Som urørlig gælder den private ejendomsret til produktionsmidlerne, statspartiets “ledende linje”, de socialistiske erhvervede fremskridt, en races eller en klasses interesse. Under alle omstændigheder tjener tabuet de eksisterende magthaveres interesse.

Det borgerlige demokrati har gjort et forsøg på at genoprette forræderi-tabuets oprindelige gensidighed, og det endda med sine forskrifter om forræderi mod forfatningen. Disse forskrifter ( § 89 i den vesttyske straffelov, i dag §§ 84-91) inkluderer den mulighed, at statsapparatet selv kan forråde; de tabuiserer udtrykkeligt visse forfatningsgarantier mod magthaverne selv.

Imidlertid blev der kun fulgt op på et halvt dusin af de 150.000 indledte efterforskninger, som statsadvokaterne havde påbegyndt mod førende politikere. Det rækker til at blive dømt, hvis en arbejder gribes i at have uddelt kommunistiske flyveblade, men ikke, når den siddende indenrigsminister overfor parlamentet erklærer, at regeringens adfærd er eller har været uden hjemmel. Den, som opfordrer soldater til at nægte at arbejde med atomvåben, kan retsforfølges for forfatningsforræderi. Fire ministre under Adenauer har som nævnsmedlemmer stillet sig til rådighed for en organisation, som åbent gik ind for afskaffelsen af det parlamentariske demokrati²⁸. (Det såkaldte “Abendländische Akademie”); ingen har stillet dem til regnskab. Tabuets gensidighed forblev derved fiktivt. Faktisk optræder forræderiforbudet i lighed med tiden før alene som magtmiddel.

14 Statshemmelighed

Forbudet mod at udlevere statshemmeligheder²⁹ til en fremmed magt hører ikke til kernen af det gamle forbud mod forræderi. Selv det aspekt, som officiel propaganda udnytter mest, er helt perifert og går tilbage til en sen udvidelse af begrebet forræderi. I den ældre lovgivning spiller det ingen rolle. I den ældre angelsaxiske lovgivning hedder forræderi af statshemmeligheder overhovedet ikke forræderi (treason). Forbrydelsen hører ikke hjemme under forræderiloven (Treason Act), men under loven om statshemmeligheder. (“Official Secrets Act” fra 1889).

Sondringen mellem højforræderi og forræderi i tysk ret peger også på dets nyere oprindelse. Statshemmelighed og spionage som juridiske begreber er opfindelser fra slutningen af det nittende århundrede. De er født af imperialismens ånd. Deres sejrsgang indledtes i 1894 med Drefys-affæren.³⁰

Siden da er statshemmelighed blevet til et førsterangs magtmiddel. Dets præstationskraft er nærmest ubegrænset. Dets succes og popularitet skyldes, at de magiske ideer, der altid har været forbundet med tabuet om forræderi, fortættes ned til ét enkelt kompleks. I statshemmeligheden udkrystalliseres høvdingenes og præstekongernes mana håndgribeligt og immaterielt på én gang: det er simpelthen magtens hemmelighed. Dens tilstedeværelse fremkalder gys og ærefrygt, afkaldet på den hysterisk indignation. Aggression er ikke længere nødvendig for at overtræde tabuet.

Spørgsmålet når sit krympningspunkt, blot det bliver stillet. Dette er et niveau af begejstring, som ingen hersker før har nydt. Statshemmelighedens urkrafts mystik overgives dens indehavere. Afhængigt af graden af dens omfang immuniserer den dem. Indehaverne er derfor fritaget for at svare og er gjort uansvarlige i ordets egentlige forstand. Hvor mange statshemmeligheder en person kender til, afhænger af et fint tilpasset og indrettet, trinvist hierarki. Den almindelige befolkning har ikke del i hemmelighederne. Det vil sige, at de ikke har ret til at deltage i magtudøvelsen, at kritisere den og overvåge den.

15. Hemmeligholdelsestabuets smitsomhed og ubestemthed

 

Det hører til statshemmelighedens magiske karakter, at den ikke tillader nogen definition. Denne ubestemthed, ja også ubestemmelighed, som altid har været karakteristisk for forræderi-tabuet, er også et særkende for statshemmeligheden. Den udtømmer sin mening. Herefter er et gummistempel tilstrækkeligt til at erklære et sagsforhold hemmeligt. Men selve erklæringen er unødvendig og på ingen måde bindende. Den tyske retstilstand går konsekvent ud fra, at den officielle genkendelighed ikke nødvendigvis definerer hemmeligholdelsen. Også selv, når stemplet måtte mangle, kan hvad som helst  gøres hemmeligt til enhver tid, også med tilbagevirkende kraft. Dertil kræves blot en enkel og ensidig afgørelse fra den ansvarlige myndighed.

Tabuet indskrænker sig heller ikke til statslige myndigheder som regeringsapparatet eller militæret. Efter tysk ret gælder hemmeligholdelsen også et partis udenrigspolitiske program, ja selv dets orientering og særpræg. Ifølge den såkaldte mosaik-teori i kan en sådan hemmelighed så at sige opstå gennem spontan sammenstilling, gennem simpel tilføjelse af informationer, hvoraf ingen er hemmelige hver for sig³¹.

 

Statshemmelighedens evne til at blive spredt er ubegrænset. Den når alt og alle, den kommer i berøring med.

Den, der bryder fortroligheden inficerer med den mistanke, han nedkaster over sig, også sine “kontaktpersoner”.

Retsprocessen mod ham er på sin side hemmelig. Hemmelig bliver også organisationer, der beskæftiger sig med beskyttelse hemmeligheder. Som hemmelig kan gælde, hvem der bærer hemmeligheder og hvem der ikke gør det. Men frem for alt er det hemmeligt, hvad der er en hemmelighed og hvad der ikke er det. Det er måske den egentlige statshemmelighed. I den tyske lovgivning bliver det skjult ved en særlig beskyttelsesforskrift. Gennem den kan man se velsignelsen af det samlede system.
Den straffer enhver, der “forsætligt tillader kendsgerninger, genstande eller nyheder om dem, som er falske, forfalskede eller usande, men som ville være statshemmeligheder, hvis de var autentiske eller sande, at blive videregivet til en uautoriseret person som ægte eller sande eller at gøre dem offentligt kendt.³²“.

 

Med straf trues således statshemmeligheder, som ikke er der. Det rækker, at det kunne have været hemmeligheder. Tabuet inficerer sin negation. Dermed er systemet sømløst. Indtræffer et tilfælde p, så er ikke bare et udsagn om det q forræderi, så gælder også q som forræderi, men også negationen ´p’, Med udsagnslogikkens omhu forhindres dermed enhvert tænkeligt udsagn om vilkårlige sagsforhold. Passer sagsforholdet ikke til p’, så gælder det samme.

16. Projektion endnu en gang

 

Det advarselssystem, som hemmelighedstabuet har udviklet, udviser paranoiaens logik i dens klinisk renhed. “Tankeaftapningen”, den aura af mystik, som patienten føler sig omgivet af, og fornemmelsen af at blive overhørt og overvåget er blandt de klassiske træk ved det kliniske sygdomsbillede. Derfor egner statshemmeligheden sig bedre end ethvert person-tabu til at udkrystallisere et advarselssystem. Systemets enorme succes skylder tak til en mekanisme, vi allerede har stiftet bekendskab med: projektion.

Hemmeligheds-tabuet begrundes og retfærdiggøres under alle omstændigheder med en ydre fjendes eksistens. Fjenden fremstilles som uendelig uvidende og nysgerrig. Mod ham rettes appellen til national solidaritet. Det er krigssituationen, der danner model for den situation. Først i den militære situation kommer statshemmeligheden til sin ret. Kun i militærhemmeligheden kommer statshemmeligheden til sin ret Da krig antages at være en permanent og total tilstand, kan enhver given situation indordnes under militære kategorier: Overfor fjenden skal alt betragtes som en hemmelighed, og enhver borger skal betragtes som en potentiel forræder.

 

Dette princips indenrigspolitiske ydeevner er indlysende. Det tabuiserer militæret som magthaverens redskab og unddrager befolkningen enhver form for kontrol. Den moderne krig omfatter alle livsområder og kan ikke isoleres fra samfundslivet. Det gælder alle tænkelige hemmeligheder, herunder også af militær karakter, uanset om det handler om våben eller ernæring, økonomi eller civilbefolkningens “moral”.

De, der håndhæver hemmelighedstabuet, gør det utvivlsomt ikke ondsindet, men derimod med god samvittighed og i den bedste mening.

Ikke bare ofrene, men også de, der skal håndhæve reglerne, bliver ofre for dette system af illusioner. Det forhold, at projektionen ikke kan gennemskues af dem, der bruger den, er netop det, der definerer dens funktion. At forvente Indsigt i tabu-illusionen af dens administratorer er ligeså svært at forvente som sygdomserkendelse hos en paranoid.

Ethvert erkendelsesaspekt af en oplysning forbigår deres opmærksomhed.. Ingen indsigt, uanset hvor klar den ellers måtte forekomme, kan overbevise dem. De forbliver i deres urealistiske forestilling. Enhver udtalelse om, at hemmeligheds-tabuet ikke primært er rettet mod den ydre fjende, men altid mod ens egen befolkning, kan forvente indigneret modstand. Der mangler ikke indicier på dette.

Offentligheden bliver først orienteret på det tidspunkt, hvor den ydre fjende allerede er gjort bekendt med den. I det mindste er det efter tysk lov underordnet, om fjenden allerede var orienteret på tidspunktet for offentliggørelsen eller ej. Den højeste domstol i Weimarrepublikken gjorde det endda strafbart at genoptrykke udenlandske publikationer om tyske forhold. Den udtrykte kun tabuets egentlige betydning: hemmeligholdelse af politiske anliggender, ikke for den ydre fjende, men for den indre fjende, nemlig befolkningen. Retssagerne mod Dreyfus, Ebert³³ og Ossietzky³⁴ samt spionprocesserne i det stalinistiske Rusland og forræderiprocesserne mod den tyske modstand i Det Tredje Rige var udelukkende rettet mod indenlandske fjender Ebert ] .

17. Spionagens mytologi – “fjenden lytter”

 

Plakat fra Tyskland 1940

 

Under anden verdenskrig indledte Goebbels ³⁵i Tyskland en propaganda-offensiv under mottoet: “Pas på, fjenden lytter”. På alle mure og reklamesøjler fremstod på gul baggrund en mand i silhouet. Figuren viser spionagens fantom. Jo mindre realitet fantomet har, des mere intenst tilbedes det. Det gælder også andre tabubeskyttede fantomer, som for eksempel ideen om suverænitet.

Spionage eller hemmeligheder har ikke spillet nogen udslaggivende rolle. Hitlers nederlag skyldtes ikke gennemrodning af papirkurve eller sedler med figurer, skrevet med usynligt blæk.Mata Hari og den hemmelige kurer i Orientekspressen hører til i den politiske sladders rige. Den traditionelle spionlegende tager med glæde vrangforestillingerne fra det officielle tabu op, populariserer dem og gør dem acceptable.

 

Spionage i den forstand har kun en mytologisk funktion: Den tjener det formål at fastholde statshemmelighedens indenrigspolitiske tabu. I det omfang den overhovedet besad nogen sand kerne, er den forlængst blevet til en anakronisme. Den har intet at gøre med det arbejde, stormagternes efterretningstjenester udfører. Det arbejde hører til den regulære militære rutine, på sin vis som en fjerde våbenart. Den udfolder sig sigende nok i en atmosfære af den yderste saglighed. Modstanderen holder sig til visse spilleregler, så man næsten kan tale om et samspil mellem fjendtlige tjenester Man tager fx fanger og bytter dem ved først givne lejlighed. Her mangler hysteriske eller paranoide kendetegn. Det drejer sig om et normalt, hele vejen igennem anset erhverv. De ledende hoveder i disse informations-, afværge- og planlægningsstabe er traditionelt fast overbevist om, at deres fælles anstrengelser helt og holdent tjener fredens sag.

 

De primære data, der derved bliver behandlet, kommer næsten udelukkende fra to kilder: først fra den normale indre informationsstrøm i det moderne industrisamfund, som kan flyder uhindret uden livsfare for sin side, og dernæst fra de observationer af modstanderen via fly- og satellitsporing. Spioner med mørke briller, deres sengehemmeligheder og skjulte mikrofoner er ikke længere noget nævneværdigt. Modspillet kommer fra eksperters habitus, overvejende fra matematikere og statistikere, spilteoretikere og andre fagfolk inden for databehandling. Hemmelighedsbegrebet har ingen plads i deres metodiske arbejde; hver af dem kender ikke alene nøjagtigt besked om modstanderen, han ved også, at denne viden beror på gensidighed.

 

Iøvrigt fører afskrækningsstrategien, som gælder uudfordret over hele verden dertil, at den nyeste oprustningstilstand (altså den militære hemmelighed par excellence) med pral i stemmen kan fremvises for modstanderen. For så vidt befinder denne strategi sig i absolut overensstemmelse med pacifistiske teoremer. Deres virksomhed beror på, at hemmeligheder bliver elimineret.

18 Forræderi som tegn på et systems tilstand

 

Man kan altså uddrage to følgeslutninger af den totale krigstrussel: At alt er statshemmelighed, eller at statshemmeligheder ikke længere findes. De to sætninger er på sin vis lige betydningsfulde; den ene slår over i den anden.

Jo mere nidkært statsmændene efterlyser statshemmelighederne, des mere ubønhørligt går de efter forræderiet af dem. Absurditeten er indlysende. Men selve tabuets karakter af vrangforestilling forhindrer dets opløsning.

Tabuet er uforeneligt med sandt demokrati. Politik må gøres offentlig, åben. Hvis de frihedsrettigheder, der er nedlagt i forfatningerne, skal garanteres, skal have nogen mening, så ligger den her.

De projektioner, som det store tabu besmykker sig med, falder sammen foran alles øjne. Hvordan de, der piller ved det, bliver behandlet, karakteriserer et lands indre tilstand i dag.
Jo flere forræderitabuer magthaverne etablerer, jo mere foragter og frygter de sit eget lands borgere, og jo mindre nyttig er den.

 

 

Hans Magnus Enzensberger 1964

 

 

_______________________________________________________________________________________________________

Tillæg: Til terrorbegrebets teori

af Mikael Hertig 2024

Ligheden mellem begreberne “forræder” og “terrorist” er iøjnefaldende; i begge tilfælde sættes uskyldsformodningen helt eller delvist ud af kraft; i begge tilfælde forekommer der indre logiske modsigelser, som Enzensberger beskriver det i afsnittene ovenfor. Imidlertid omhandler “Til forræderiets teori” ikke “terror”, “terrorisme” og “terrorist”. Det skyldes måske, at begrebet først for alvor blev brugt i nyere politisk sammenhæng efter bogens udgivelse. Dertil kommer, at så længe der er tale om synonymer, så er analogierne jo simple. Imidlertid har terrorbegrebet frøspredt sig over occidenten til betydninger, der rækker videre end “forræderi”.

Ordet “terror” er af forholdsvis ny dato. Det opstod og blev brugt i årene lige efter den franske revolution. “La grande terreur”, (den store rædsel) betegner perioden mellem stridighederne efter den franske revolution og navnlig perioden fra op til Robespierres fald 27. juli 1794 og indsættelsen af en ny ledelse (direktorat) 2. november 1795³⁶. (“Den thermodorianske reaktion”). I udgangspunktet betegner “terror” den rædsel, der befinder sig i en befolkning på et givet tidspunkt som reaktion på episoder og skrækspredende handlinger.Her bør man bemærke, at “terror”oprindelig  refererer til politisk allerede foretagne handlinge, mens det nu  bruges om personer, der med rette eller urette beskyldes for at være tilhængere af voldelig modstandskamp. I den sammenhæng risikerer man, at de massakrelignende voldshandlinger glider i baggrunden som betegnelse for selve det at være modstander af et regime og bekende sig til at ville anvende vold.

Det var en periode med indre og ydre stridigheder om magten. Volden udartede til massakrer og blodbade. Det nærmeste ord på dansk er “skræk”og “rædsel” fra en periode, hvor rigtig mange aktører stredes om den politiske magt i forbindelse med dannelsen og konsolideringen af den første franske republik. Perioden omtales sjældent i fransk historie³⁷. Betegnelsen og fordømmelsen rettede sig også mod den voldelige undertrykkelse, der kom fra de statslige myndigheder selv. Der gik ikke så lang tid, før den terreur-udøvende aktør som begreb også kom ind i sproget.

Betegnelsen kommer fra Albert Mathiez³⁸, Fordømmelsen af ekstrem brutalitet, massakrer og vold stammede fra flere sider og udtrykte en moralsk afstandtagen fra den.

Ordet terrorist opstod i Sydfrankrig efter Robespierres død. Her blev betegnelsen ‘terrorist’ brugt til at retfærdiggøre drab på tilhængere af Robespierre³⁹. Derved erhvervede “terrorist” den retfærdiggørende betydning. Brugeren af ordet legitimerer sin egen voldsudøvelse i en politisk konflikt. Selvom en egne voldsudøvelse overskrider samfundsnormer, er den efter hævnerens påstand nødvendiggjort af den anden parts vold.

På tilsvarende vis blev ordene brugt i forbindelse med den amerikanske borgerkrig.

Når det handler om ordene “terror”, “terrorisme” og “terrorist”, er det nødvendigt ikke blot at referere til deres betydning, men samtidig at fokusere på, i hvilken sammenhæng de indgår, og hvad de bliver brugt til. En politisk aktør bruger betegnelsen om en anden aktør for at retfærdiggøre sine egne voldshandlinger med henvisning til den andens krigsaktiviteter.

Fra at have haft en forholdsvis snæver og veldefineret betydning har det kunnet sprede sig til nye områder. Enzensberger skrev sin artikel før betegnelsens spredning til Rote Armee Fraktion⁴⁰ og de “terrorgrupper”, som RAF samarbejdede med. Betydningen adresseres her til grupper, som bekæmper det eksisterende styre. På samme måde sås det i Nordirland, Baskerlandet og Catalonien, hvor betegnelsen blev brugt af de siddende regeringer, hvis det opstod voldelig modstand. Betydningsspredningen rækker til, at en hersker som Putin påhæfter betegnelsen “terrorist” om en forfatter, der ktitiserer ham⁴¹.

Ordet “terror” kan med god mening hæftes på enkelte politisk prægede ekstreme massakrer og voldshandlinger mod civile⁴², typisk begået af militante modstandsbevægelser. Det kan handle om IRA, PKK, og i Israel Hamas. Heraf ses, at Hamas netop ikke anerkendes som en stats styre, men ses som en modstandsbevægelse af de lande, der stempler Hamas som terrorbevægelse.

Det forholdsvis nye er den udstrækning, enhver form for handling, en terrorstemplet organisation udfører, i sig selv fordømmes som terrorbefængt.

Således er der opstået en nyere sprogbrug, hvor der optræder tre elementer: Handlingen, den handlende aktør (der terrorstemples) og den fordømmende aktør.

Den rent regerings fordømmelse af Hamas som terroristisk er rutinepræget, og personer, der ikke i tilstrækkelig grad bruger betegnelsen, kritiseres for det. Ærindet her er ikke at gå dybere ind i den diskussion, men blot at anføre, at brugen af betegnelsen er entydigt partisk og minder om præsident Bushs udtalelse efter 9/11 2001: “Den, der ikke er med mig, er imod mig.“

Bush kunne med rette karakterisere angrebet på tvillingtårnene som en politisk terrorhandling. “Terror” og “terrorisme” fik nye betydninger som de fantomgjorte fjender, uanset hvilken islamisk retning de tilhørte.

I Danmark er terrorbegrebet forlængst indarbejdet i strafferetten, og lige for tiden ser det ud til, at personer, der har udtrykt sympati for Hamas, stilles under retlig tiltale som sympatisører med en terrororganisation.

Litteratur

Batua, Ibn: Die Reise des Arabers. Ibn Batuta durch Indien und China. Hamburg 1911

Demokratihistorier: Leipzig https://www.demokratiegeschichten.de/leipziger-hochverratsprozess/

Das digitale Wörterbuch der deutschen Sprache: „verraten“, bereitgestellt durch das Digitale Wörterbuch der deutschen Sprache, https://www.dwds.de/wb/verraten, hentet 04.01.2024.

Encyclopedia Britannica “Delator” https://www.britannica.com/topic/delator

Encyclopedia.com Margret Boveri hentet fra:
https://www.encyclopedia.com/women/encyclopedias-almanacs-transcripts-and-maps/boveri-margret-1900-1975

Enevoldsen, Thyge: Sydafrika https://denstoredanske.lex.dk/Sydafrika Den Store Danske på lex.dk. Hentet 30. december 2023

Enzensberger, H. M. : Politik und Verbrechen, Suhrkamp Verlag 1963

Enzensberger, H. M. : Politik og Forbrydelse. Gyldendal 1964. Oversat af Per Øhrgaard og Mogens Boisen

Folkedrab.dk: Eksempler på folkedrab: https://folkedrab.dk/eksempler-paa-folkedrab/holocaust/hvad-skete-under-holocaust/joedisk-modstand-under-holocaust

Frankrigs Justitsministerium: “Dreyfus-affæren” (L´affaire Dreyfus) https://www.justice.gouv.fr/actualites/

actualite/laffaire-dreyfus

 

Garde, Peter: landsforræderi i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. december 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/landsforr%C3%A6deri

Jørgensen, Jens Ulf: “Hjul og Stejle Jørgensen, Jens Ulf: Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. december 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/hjul_og_stejle
Jaffer J: The Mosaic Theory hentet Jan. 2024 Social Research 2020 3 873-882 “The Mosaic Theory”, https://www.jstor.org/stable/40972296

Kafka F_ Franz Kafka: https://de.wikisource.org/wiki/Zur_Frage_der_Gesetze.

Laursen, Johnny N.: Carl von Ossietzky i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 30. december 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/Carl_von_Ossietzky

Lammers Karl Christian: Rote Armee Fraktion i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 2. januar 2024 fra https://denstoredanske.lex.dk/Rote_Armee_Fraktion

Merriam-Webster: “History of the word terrorism” Hentet fra:
https://www.merriam-webster.com/wordplay/history-of-the-word-terrorism

Montesqieu, Charles Louis, De l’esprit des lois, Geneve 1748

Pedersen, John: Charles-Louis de Secondat Montesquieu i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 1. januar 2024 fra https://denstoredanske.lex.dk/Charles-Louis_de_Secondat_Montesquieu

Riis, Carsten; Christensen, Jonas J. H.: Justinian 1. i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. december 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/Justinian

Staun, J og Fenger-Grøndahl, M_ “Terrorisme før og nu” Hentet 4. januar 2024 fra: https://faktalink.dk/titelliste/terror00

Stræde, Therkel; Lammers, Karl Christian: Joseph Goebbels i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. december 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/Joseph_Goebbels

Tamm, Ditlev: “romerret” i Den store danske, https://denstoredanske.lex.dk/romerret Hentet 1. januar 2024

Udlændinge- og Indvandringsministeriet: Håndtryksceremonien hentet januar 2024
https://uim.dk/statsborgerskab/udenlandske-statsborgere/deltagelse-i-en-kommunal-grundlovsceremoni/

Vestergaard, J: Vestergaard, J.: Påvirkningsagenter Juristen 1994.154-169 Påvirkningsagenter. Om spionageparagraffer mv.

Wikipedia engelsk: “Thermodorian Reaction:
https://en.wikipedia.org/wiki/Thermidorian_Reaction

Wikipedia fransk: “Terreur, (La Revolution Francaise)” https://fr.wikipedia.org/wiki/Terreur_(R%C3%A9volution_fran%C3%A7aise)

Wikipedia tysk: “Gesinnungsverbrechen” (holdningsforbrydelse):
https://de.wikipedia.org/wiki/Gesinnungsstrafrecht

Wikipedia tysk: “Hochreligion” Herved forstås bogreligionerne, modsat kultisk religion. https://de.wikipedia.org/wiki/Hochreligion

Wikipedia tysk: “Weltbühneprozess” (Ossietsky): https://de.wikipedia.org/wiki/Weltb%C3%BChne-Prozess

Øhrgaard, Per: Per: Hans Magnus Enzensberger i Den Store Danske på lex.dk. Hentet 29. december 2023 fra https://denstoredanske.lex.dk/Hans_Magnus_Enzensberger

Montesqieu, Esprit des Lois, XII, 7

Ibn Batuta, Die Reise des Arabers. Ibn Batuta durch Indien und China. Bearbeitet von H. v. Malik, Hamburg 1911. Zitiert nach Elias Canetti, Masse und Macht Hamburg 1960, S. 497. Das Werk von Canetti ist untentbehrlich f¨r das Studium der Zusammenhänge zwischen Herrschaft und Paranoia.