Kommunestyrets sammenbrud

Den statslige styrings sejr over opgaveløsningen

Af Mikael Hertig *

Cand scient. pol., Sønderborg

Tags: stat, selvstyre, økonomi, opgaver, styring, kommuner

Det første egentlige jazzorkester har egentlig aldrig eksisteret. (Dirch Passer)

Kommunestyrets og selvstyrets nedsmeltning foregår lige nu

Når noget er ved at bryde sammen, og man ser det i slow motion, kan man naturligvis spørge, om man skal vente, til ruinhoben ligger tilbage, og røgen har lagt sig. Men det ser unægtelig ud, som om den centrale økonomistyring er ved at vinde en stor sejr over de opgaver, kommunerne skulle have kunnet løse. Retssikkerheden er gået bag af dansen, når det handler om de kommunale borgerrettede afgørelser, og nogle kommuner kan ikke længere fastholde et rimeligt serviceniveau, selv om de gerne ville. Kommunernes mulighed for gennem demokratiske valg selv at vælge skatteprocent og serviceniveau er for længst afskaffet, og reelt er der over det meste af det kommunale landskab dysfunktionel praksis tilbage indenfor store dele af daginstitutioner, skoler, ældrepleje og socialvæsen.

Der er derfor grund til at lade de hæse stemmer skrige op. Systemet er ved at smuldre, mens vi ser på det. Ingen er i stand til at forsvare det, og regeringens talsmænd glatsnakker.

Jo, der er nogle kommuner, der både har et nogenlunde tilfredsstillende serviceniveau, og der er nogle, der står sidst for, når tavlen er endeligt ryddet. Men helheden lider af iltsvind.

Begrebet ”det kommunale selvstyre” er en ret ny opfindelse, for selvstyret eksisterede i århundreder før begrebet blev opfundet nemlig i form af kirkernes opgaver. Og da det blev opfundet, så var det for at overlade det til regeringen at indhegne og lovgive om de tidligere underforståede ”kommunale” opgaver, som kirkerne stod for: undervisning, hospitalitet (pleje til syge, fattige og pilgrimme). Det kommunale selvstyre, der betegner de tilladte kommunale kerneopgaver, opstod som begreb, da statsmagten satte sig for ved lovgivning med videre at sætte grænser for, hvad sognekommunerne må og ikke må.
Skolerne på landet kom gradvist til i slutningen af 1700-tallet, og sognerådene, udskilt fra kirken, men med præsten som født medlem, blev til 1866. Selvfølgelig var der to forskellige spor i den kommunale udvikling: Købstæder og landsogne.

De oprindelige sogne brugte formentlig lidt af den kirkelige tiende til at løse sine serviceopgaver, men økonomien var ikke noget styringsmæssigt problem. Man løste i hvert sogn sine opgaver, så godt man kunne, med de forhåndenværende midler.

Ordet kommune blev først for alvor taget i brug omkring 1840, og begrebet først blev taget i anvendelse, da det langsomme angreb på det kommunale selvstyre (som vi nu kalder det), begyndte med grundloven af 1849. Hvis nogen bilder sig ind, at det kommunale selvstyre skulle være materielt sikret ved grundlovens § 82,, er det en fejltagelse¹.

Der er flere grunde til, at det er går så galt. Den statslige del af kommunernes finansiering er nødlidende på grund af mange års omprioriteringsbidrag til staten har skabt et kæmpestort efterslæb.

Indtægtssiden af udligningsordningerne har resulteret i en tilstand af overudligning, hvor de ”rigeste” kommuner ikke ville kunne påvirke deres egne indtægters højde ved at regulere skatteprocenten², hvis de måtte. Det skyldes formentlig de socialt indignerede partiers forkærlighed for at ”tage fra de rige og give til de fattige”. Der er med tiden opstået en markant ubalance mellem indtægtsudligning og udgiftskompensation. Kommuner som Langeland og Lolland får næppe deres udgifter tilstrækkeligt dækket.

Med socialreformen 2007 er udlignings- og tilskudsordningerne pladret sammen til pærevælling, og ingen har opdaget, at kommunerne ser nogle af de såkaldt ”objektive tilskud” som incitamenter, så kommunerne selv kan bestemme en del af deres indtægter, fx ved at holde langtidssyge på kontanthjælp i stedet for at rette sig efter loven og tildele førtidspension. Derved ophører tilskuddet med at virke som kompensation.

Ulykken er, at kommuner med middel eller lavt skattegrundlag og store sociale udgifter bukker under på grund af svigtende udgiftskompensation. Det gælder Sønderborg, hvor jeg bor.

Utilstrækkelige normeringer i skoler og daginstitutioner , lavere kvalitet i plejen, dårligere forebyggelse osv. aflejrer sig i konstaterede skader. Børnene læser dårligere, mistrives i disse kommuner. Danmark smuldrer.

Kan man rette Danmark op?
Der skal hældes penge i, ca 20 mia årligt)
Bloktilskud skal ændres, så de dels bliver retvisende, dels bliver upåvirkelige af kommunal adfærd.
Forvaltningsret standard skal genindføres i al kommunal afgørelsesvirksomhed, navnlig i jobcentre og det specialiserede socialområde.

Kommunalbestyrelsesmedlemmer og navnlig borgmestre og økonomiudvalgsmedlemmer skal undervises i fundamental ledelse og forvaltningsret, langt væk fra KL’s dominerende kontrol.

Lidt af en reform, ikke?