Demokrati – noget vi drømmer om eller noget vi kæmper for at få?

Athens demokrati blev indført af Kleisthenes i 507 f.v.t., idet magtens centrum blev flyttet fra valgte embedsmænd til folkeforsamlingen, folkedomstolen og et nydannet femhundredmandsråd. Samtidig blev der gennemført en opdeling af Attika i distrikter og kommuner og givet bestemmelser for deres deltagelse i statsorganerne.

Inden for de klassiske styreformer adskilte demokrati sig fra monarki og tyranni, som er karakteriseret ved, at én person styrer, og fra aristokrati og oligarki, hvor nogle få personer styrer.

Hvem folket, demos, omfatter, har givet anledning til megen strid og varieret fortolkning. Såvel i det klassiske Grækenland som i moderne tid har man udelukket nogle personer som ukvalificerede. Til alle tider og i alle samfund har man udelukket børn, men grænsedragningen mellem børn og voksne har været omstridt.

I det athenske demokrati udgjorde folket kun et mindretal af den voksne befolkning, idet ikke blot slaver og kvinder var udelukket, men også frie fremmede, dvs. fastboende uden athensk statsborgerskab, metoikerne. Det er først i 1900-tallet, at folket ud fra princippet om almindelig valgret er blevet defineret som stort set alle voksne statsborgere.

Hvad det vil sige, at folket styrer, har der også været forskellige opfattelser af. I det klassiske Grækenland og frem til slutningen af 1700-tallet var demokrati forbundet med folkets direkte deltagelse i den politiske beslutningsproces.

Demokratibegrebet var forbundet med bystaten, hvis begrænsede geografiske udstrækning og overskuelige indbyggertal gjorde det muligt at samle borgerne til drøftelse og afgørelse af offentlige anliggender.

Elementer af folkestyre i form af repræsentativt styre var sparsomme før 1800-tallet, og hvor de fandtes, blev de ikke betegnet med ordet demokrati. Heller ikke i Schweiz, hvor man længe kombinerede elementer af direkte og repræsentativt folkestyre, blev ordet anvendt til betegnelse af styreformen.

Baggrunden var, at ordet og begrebet demokrati i Platons og Aristoteles’ ånd blev tillagt en negativ vurdering; det betegnede sammen med tyranni og oligarki en slet styreform over for de gode styreformer monarki, aristokrati og politeia. Demokrati blev opfattet som de manges styre i deres egen interesse, de fattiges herredømme over de rige uden hensyn til loven og helheden, kort sagt “pøbelvælde”.

Indtil slutningen af 1700-tallet blev demokrati og repræsentation anset for uforenelige størrelser. Denne opfattelse finder udtryk i 1762 hos Jean-Jacques Rousseau i Du Contrat social og findes stadig så sent som i den schweiziske forfatning af 1848.

Med den amerikanske uafhængighed i 1776 samt den føderale forfatning af 1789 og med Den Franske Revolution samme år begyndte imidlertid en tilnærmelse mellem demokrati og repræsentativt styre, hvilket første gang fandt udtryk i Thomas Paines Rights of Man fra 1792. Foreningen af begreberne demokrati og repræsentation var imidlertid en langsom proces, som i første omgang fandt sted i USA og navnlig vandt frem efter 1828 med Andrew Jacksons demokratiske parti.

I Europa var det især de engelske utilitarister, der begyndte at kombinere demokrati og repræsentation, således James Mill i Essay on Government (1820); men det var frem for nogen Alexis de Tocqueville, der med bogen De la Démocratie en Amérique (1. del 1835, 2. del 1840) banede vej for en forening af begreberne.

Dette dannede fra midten af 1800-tallet baggrunden for udviklingen af den indtil da usete styreform: det repræsentative demokrati, hvor folket ikke direkte tager de politiske beslutninger eller kun undtagelsesvis i form af folkeafstemninger. Folkets hovedopgave bliver at vælge og kontrollere beslutningstagerne. Den militære baggrund for udviklingen af det repræsentative demokrati var, at våbenproduktionen blev effektiviseret og våbnene derfor billiger og derved blev det muligt at stille med større hære. Samtidigt betød jernbanen og bedre veje, at man bedre kunne transportere forsyninger til de større hære.

Denne forening af demokrati og repræsentativt styre finder klart udtryk hos John Stuart Mill i Considerations on Representative Government (1861), hvori han dog betoner repræsentanternes uafhængighed af vælgerne og nødvendigheden af en langsom og forsigtig udvidelse af valgretten.

Udviklingen af det repræsentative demokrati indebærer ikke blot en forening af demokrati og repræsentativt styre og en reduktion af den folkelige deltagelse, men også muligheden for repræsentation af forskellige anskuelser og interesser i nationalstater, som gennemgående er mere heterogene end små bystater. Den nye styreform, som udviklede sig gennem 1800- og 1900-tallet, er også blevet kaldt polyarki, fordi den spreder magten mellem konkurrerende partier og organisationer.

Det første brud med den enevældige styreform fandt sted i 1834, da der med De Rådgivende Provinsialstænder blev indført et første element af repræsentativt styre. Kampen for en fri forfatning blev ført af De Nationalliberale og Bondevennerne i 1830’erne og 1840’erne.

Junigrundloven af 1849 var et voldsomt skridt fremad, men betød langtfra overgangen til en demokratisk styreform. Den indeholdt en grundlovssikring af de individuelle rettigheder, en magtdeling mellem kongen og Rigsdagen samt en betydelig udvidelse af valgretten.

Afgørende for udviklingen af det danske demokrati blev i slutningen af 1800-tallet Venstres kamp mod Højre om folketingsparlamentarismen, dvs. anerkendelse af det princip, at regeringen skal sammensættes på en måde, der kan accepteres af Folketingets flertal. Regeringen hævdede derimod kongens ret til frit at vælge sine ministre. Det parlamentariske princip blev først anerkendt med Systemskiftet i 1901, og samtidig blev hemmelig stemmeafgivning indført.

Det næste store skridt i Danmark fandt sted 1915-1920, dels med gennemførelsen af lige og almindelig valgret for såvel mænd som kvinder, dels med overgangen til forholdstalsvalgmåden. Den seneste demokratisering fandt sted i 1953 med afskaffelse af Landstinget og indførelse af mulighed for folkeafstemning.

I 1960’erne og 1970’erne omfattede det antiautoritære oprør blandt ungdommen, studenteroprøret, også en kritik af det repræsentative demokrati. En vision om et samfund med et demokratisk, snarere end et hierarkisk forhold mellem myndighederne og borgerne førte til forslag om et deltagelsesdemokrati, på engelsk participatory democracy, hvor borgerne i højere grad og på flere områder skulle inddrages i udformningen af de beslutninger, der former rammerne for deres tilværelse.

Forslag om brugerrepræsentation i offentlige institutioner, om decentralisering, såkaldt nærdemokrati, og forslag om udvidet mulighed for folkeafstemning kan ses som udslag af denne holdning til det repræsentative demokrati.

Demokratiske idéer har fra den politiske styreform bredt sig til andre dele af samfundet. Med socialt demokrati sigtes der til en udvidelse af borgernes rettigheder fra det politiske til det sociale område, navnlig mht. retten til arbejde og social tryghed, uddannelse og sundhed, “velfærdsstaten”. Disse krav blev især fremført af arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet, men fandt i øvrigt i årene efter 2. Verdenskrig bred tilslutning i det danske samfund.

Med økonomisk demokrati sigtes der dels til en reform af ejendomsforholdene, således at der vil ske en spredning af ejendomsretten til produktionsmidlerne, dels til en reform af ledelsesstrukturen på arbejdspladserne, således at medarbejderne selv vil kunne bestemme eller få afgørende indflydelse på, hvordan produktionen skal tilrettelægges. Socialdemokratiets forslag om økonomisk demokrati, ØD, og overskudsdeling, OD, i 1970’erne og 1980’erne mødte kraftig modstand fra borgerlig side og blev ikke gennemført.

Forslag om industrielt demokrati, ID, har derimod vundet indpas lidt efter lidt gennem bestemmelser om samarbejdsudvalg, medarbejderrepræsentation i aktieselskabsbestyrelser, sikkerhedsrepræsentanter mv., men en gennemgribende reform af arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet har der ikke været tale om.